Video : Tipsbladet
Generelle

Rangeret: Historiens fem mest chokerende transfers

Fodboldmagasinet FourFourTwo har rangeret historiens mest kontroversielle klubskifter, hvor Allan Simonsens skifte til Charlton indtager en 15. plads.

Nogle transfers er bare mere mindeværdige end andre, og nogle af de mest opsigtsvækkende klubskifter i historien er selvfølgelig dem, der for alvor fik temperamenterne i kog. 

Fodboldmagasinet FourFourTwo har rangeret 'verdens mest chokerende transfers'. Af nyere klubskifter finder man blandt andet Fernando Torres' transfer fra Liverpool til Chelsea i 2011, som indtager 19. pladsen, samt Robin van Persies skifte fra Arsenal til Manchester United, som indtager 17. pladsen.

På 15. pladsen har FourFourTwo valgt at placere Allan Simonsens skifte fra Barcelona til Charlton i 1982. Den engelske klub lå på daværende tidspunkt i den næstbedste række. På niendepladsen finder man West Hams indkøb af Carlos Tevez og Javier Mascherano i 2006, mens Eric Cantonas skifte fra Leeds til Manchester United indtager ottendepladsen.

Herunder følger historiens fem mest chokerende transfers - ifølge FourFourTwo:

5: Kevin Keegan (fra HSV til Southampton i 1980)
Den engelske angriber havde på dette tidspunkt vundet Ballon d'Or og var derfor en kæmpe stjerne, hvorfor det var forventet, at det ville blive en stor klub, han ville skifte til, hvis han skulle tilbage til England. I stedet lykkedes det Southampton at hente Keegan for 3,6 millioner kroner.

4: Roberto Baggio (fra Fiorentina til Juventus i 1990)
Firenze-klubben havde udvist stor tålmodighed med Baggio, mens den italienske legende brugte to år på at komme sig over en alvorlig knæskade. Efter Fiorentinas nederlag til Juventus i UEFA Cup-finalen i 1990 valgte Baggio så at skifte til Torino-klubben. 

- Spændingerne mellem de to klubber havde altid været betragtelige, og ikke engang en verdensrekord-pris på 70 millioner kroner kunne trøste Fiorentina-fansene, der brugte de efterfølgende dage på at skabe optøjer i renæssancebyen, lyder det fra FourFourTwo.

3: Mo Johnston (fra Nantes til Rangers i 1989)
Johnston var ikke den første katolik, der skiftede til Rangers, men helvede brød løs i Glasgow, da den tidligere Celtic-angriber foretog skiftet til Ibrox i 1989.

Ifølge FourFourTwo svor trofaste Rangers-fans, at de aldrig ville vende tilbage til Ibrox, mens Celtic-fans brændte trøjer og andet Johnston-memorabilia.

2. Sol Campbell (fra Tottenham til Arsenal i 2001)
Den engelske landsholdsspiller blev hadeobjekt nummer ét på White Hart Lane, da han som klubkaptajn valgte at skifte til de hadede rivaler fra Arsenal i 2001.

FourFourTwo beskriver transferen som 'en af de mest forræderiske aktioner, vi har set i moderne fodbold'.

1. Luis Figo (fra Barcelona til Real Madrid i 2000)
Portugiseren indledte 'Galactico'-æraen i Real Madrid, da han som Barcelona-kaptajn valgte at foretage det forbudte skifte til Madrid i år 2000. 

Figo fik historiens vel nok mest fjendtlige modtagelse, da portugiseren i oktober 2011 returnerede til Camp Nou. Figo blev således bombarderet med appelsiner, lightere og flasker, hver gang han rørte bolden. Under en senere kamp mod Barcelona fik Figo endda kastet et grisehoved efter sig.