Video : Tipsbladet
Generelle

Kroos revser Messis førsteplads: Ikke fair

Ifølge Toni Kroos skulle Lionel Messi ikke engang have været på podiet, da Ballon d'Or-prisen mandag blev uddelt.

Der er blevet raset meget over, at Robert Lewandowski blev forbigået, da Lionel Messi mandag vandt sin syvende Ballon d'Or-pris. 

Men ifølge Toni Kroos burde hverken Messi eller Lewandowski have vundet i år. Real Madrid-stjernen er desuden generelt ikke den store tilhænger af individuelle priser. 

- Men når disse prisuddelinger nu engang eksisterer, så bør de også være fair. Og i mine øjne var det helt afgjort ikke tilfældet den her gang. Det kommer fra en, der har løbet rundt på en fodboldbane en del gange efterhånden, lyder det således, ifølge Kicker, fra Kroos i podcasten Einfach mal Luppen'. 

Utilfreds med Messis triumf
Ifølge Toni Kroos var det primært Lionel Messis førsteplads, der var forkert. 

- Det er først og fremmest førstepladsen, den er gal med. I mine øjne var Jorginhos tredjeplads fair, da han vandt alt. Lewandowski på andenpladsen, selvom han også kunne have været på førstepladsen. Men i mine øjne, hvis du virkeligt skulle kåre den spiller, der individuelt set har været den bedste i det seneste år, så var det Benzema. For jeg kan se fra nærmeste hold hvor fremragende en fodboldspiller, han er, lyder det således fra Toni Kroos. 

Ifølge Toni Kroos burde også Cristiano Ronaldo have sluttet højere end Lionel Messi i årets Ballon d'Or-afstemning. Tyskeren peger således på, at portugiseren har scoret mange afgørende mål på det seneste.