Video : Tipsbladet
1. division

Medie: Superliga-bejler jagter Brøndby-keeper

FC Helsingør er på udkig efter en ny målmand og har blikket rettet mod Brøndby og AaB.

NordicBet Ligaens tophold, FC Helsingør, skal inden forårssæsonen have fundet sig en ny keeper, efter at Kevin Stuhr Ellegaard har valgt at indstille en flot karriere. Og deres kommende keeper kan de finde i toppen af Superligaen.

bold.dk kan således skrive, at FC Helsingør specifikt har kig på to målmænd: Thomas Mikkelsen fra Brøndby IF og Andreas Hansen fra AaB. Der skal endda have været dialog med begge klubber. 

Morten Eskesen, cheftræner i FC Helsingør, vil dog ikke kommentere på rygterne, men erkender dog, at de vil være interessante for klubben.

- Ja, det ville han (Mikkelsen, red.). Jeg synes, han er en rigtig god målmand. Så det ville han absolut være. Det ville Andreas Hansen dog også, og det ville Sten Grytebust også. Der er mange dygtige målmænd, der kunne være interessante for os, fortæller cheftræneren til bold.dk.

Både 38-årige Thomas Mikkelsen og 26-årige Andreas Hansen har indtaget reserveroller hos deres respektive klubber i efteråret. Brøndby-keeperen har blot spillet seks kampe i efteråret, mens det for AaB’eren kun er blevet til tre optrædener i pokalturneringen.

Til sommer har Mikkelsen udløb i Brøndby, mens Hansen har kontrakt med AaB frem til udgangen af 2023.