De er dansk fodbolds største mareridt

Efter Tipsbladets nyeste afsløring om Fremad Amager-ejernes fortid bør man i dansk fodbold spørge sig selv, om man kan leve med alle og enhver som ejer af en fodboldklub.

De har forsøgt at tale problemerne og fortiden ned i Fremad Amager, men det er altså svært at få succes med, når der hele tiden dukker nye historier og dokumenter frem.

Nu er det kommet frem i Tipsbladets gennemgang af de nye ejere, at den amerikanske stat simpelthen har taget pant i Fremad Amagers nye moderselskab i den amerikanske delstat Nevada.

Det er første skridt på vejen mod, at de amerikanske myndigheder kan kræve aktierne i Fremad Amager solgt og eventuelt udbytte leveret videre til Uncle Sam, så kreditorer kan få nogle af deres cirka 50 millioner kroner tilbage som del af en dom mod medejer Richard Finger.

Det kommer oven i afsløringer om bedrageri for millioner af dollars, som de to ejer hver især har bag sig.

Man har naturligvis lov til at komme videre med sit liv efter en dom, men her taler vi altså en medejer af en dansk 1. divisionsklub, der skylder et halvt hundrede millioner kroner væk og ikke har betalt nævneværdigt af på det, han skylder i forbindelse med sin dom.

Er det hensigtsmæssigt at have en sådan ejer i dansk fodbold?

Ved vi, og DBU, nu alt relevant, der er at vide om de nye, amerikanske ejere, eller gemmer der sig flere overraskelser bag et hemmelighedsfuldt selskab? 

Sikkert er det, at ejerne ikke fortalte klubbens danske ledelse om deres kriminelle baggrunde, før medierne begyndte at grave i dem. Heller ikke direkte adspurgt, om der var noget, direktøren skulle vide.

At kalde Fremad Amagers nylige ejerhistorie uigennemskuelig er en underdrivelse af rang.

Først var det en forretningsmand fra Monaco og hans kontakter, der ejede klubben, derefter viste det sig at være Anton Zingarevitj, søn af en af de oprindelige russiske oligarker fra halvfemserne, der ejede Fremad Amager.

Nu er Zingarevitj væk fra Fremad Amager og har altså overladt klubben til to amerikanere, mens russeren bruger energien på sit bulgarske hold Botev Plovdiv, der tidligere har overtaget både cheftræner og mange spillere fra Amager. Det var desuden en del af Wallace og Fingers købsaftale med Zingarevitj, at sidstnævnte skulle hive nogle af ”sine” spillere med væk fra Fremad Amager.

Fremad Amager henter spillere her i januar og ligner en klub, der gearer sig til overlevelseskamp fra sidstepladsen i 1. Division.

Men hvad er planen på længere sigt, og kan en traditionsklub og resten af dansk fodbold leve med så stor usikkerhed om to ejere, som medierne har måttet hale oplysninger ud af, siden de overtog klubben fra Zingarevitj’ selskab Waterfront?

Det er en vigtig detalje at lægge mærke til i al den hovedrysten, der er over Fremad Amager - de daglige ledere i driften har intet haft at sige i forhold til, hvem klubben skulle sælges til, det har været op til den tidligere ejer, Anton Zingarevitj.

En fodboldbranche, der ikke altid har det bedste ry, har efter min mening ikke megen gavn af at have to amerikanere dømt for alvorlig økonomisk kriminalitet som ejere af en skattet klub i 1. Division.

DBU er i øjeblikket i fuld gang med et udvalgsarbejde om klubejerskaber og effekten af, at så mange klubber er kommet på udenlandske hænder, sideløbende med at der rekrutteres spillere på livet løs fra udlandet.

I de gode tilfælde beriger og udvikler udenlandske ejere, som det er tilfældet med FC Midtjylland, mens også FC Nordsjælland har stor succes med at sælge talentfulde unge spillere til udlandet og senere danske landsholdsspillere.

Men både dette tilfælde og de seneste par sæsoner i Fremad Amager og i andre klubber i divisionerne har vi også set, at man med fordel kan skærpe kravene til både faglighed, forretningsplan og finansiering, og det uanset om der er tale om en dansker, en amerikaner eller hvilken som helst anden nationalitet.

Og så bør vi også som absolut minimum overveje, om domme over et vist niveau for bestemte typer kriminalitet er diskvalificerende for at eje en klub i Danmark, ligesom vi kender det fra Storbritannien, igen uanset nationalitet og baggrund.