Video : Tipsbladet
Rygter

Cheftræner bekræfter: Stjerne taler med andre hold

FC Barcelona kan muligvis sikre sig en tysk forstærkning til sommer.

Gratis spillere er altid i høj kurs, især i en klub som FC Barcelona, der ikke svømmer i penge i disse dage. 

FC Barcelona leder således efter en forstærkning til midterforsvaret, og ifølge det tyske medie Sport Bild har den catalanske storklub nu rettet blikket mod Bayern München, hvor Niklas Süle efterhånden nærmer sig kontraktudløb. 

Den 26-årige Süle er startet inde i 11 ligakampe for Bayern München i denne sæson, så det vil være et markant tab for de tyske mestre. Og sydtyskernes cheftræner har fredag bekræftet, at der er en reel risiko for, at Bayern München mister Süle efter denne sæson. 

- Klubben har præsenteret ham for et tilbud, som han endnu ikke har underskrevet. Det er ikke så ofte, at spillere som ham er tilgængelige på markedet. Han er helt sikkert i forhandlinger med andre klubber. Der er ikke så meget mere at sige. I bliver nødt til at spørge spilleren, lyder det således, ifølge Bulinews, fra Bayern München-cheftræner Julian Nagelsmann. 

Niklas Süle har spillet 156 kampe for Bayern München siden skiftet fra Hoffenheim i 2017.