Video : Tipsbladet
Premier League

Premier League-træner reagerer på Eriksen-rygter

Han ønsker dog ikke at sige for meget om Christian Eriksen.

Spekulationerne omkring Christian Eriksens fremtid fortsætter, og mandag blev det af The Athletic erfaret, at midtbanespilleren er blevet tilbudt en kontrakt i danskerklubben Brentford.

Men der er stadig andre Premier League-klubber, der holder øje med Eriksen, og man kunne forestille sig, at en klub af Brightons størrelse ville være interesseret i at lande en aftale med danskeren.

På den engelske sydkyst har cheftræner Graham Potter imidlertid ikke så meget at sige til, om det skulle være tilfældet.

- Det er ikke min rolle at snakke om spillere, der ikke sættes i forbindelse med klubben. Der er ikke noget at kommentere på, siger han på pressemødet forud for tirsdagens møde med Chelsea.

Potter tvivler helt generelt på, at Brighton kommer til at handle i dette transfervindue.

- Man er altid aktive i transfervinduet, men vi er ikke desperate. Mit job er at fokusere på kampene og hjælpe de spillere, vi har. Jeg kan ikke se for mig, at vi henter nogen, men man ved aldrig.

Brighton ligger nummer ni i Premier League.