Video : Tipsbladet
Superliga

AaB køber dansk angriber: Får lang aftale

AaB køber angriberen Kasper Høgh i Hobro IK.

Ganske som ventet skifter Kasper Høgh fra Hobro IK til AaB.

Fredag formiddag oplyser de to klubber, at en aftale er forhandlet på plads, og at den 21-årige angriber dermed rykker teltpælene det lille stykke fra Hobro til AaB. Han har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2026 med Superliga-klubben.

Kasper Høgh har i et stykke tid trænet med AaB, og nu er han så klar for klubben.

- Vi har et fortrinligt samarbejde med Hobro I.K. om i fællesskab at udvikle spillere til glæde for begge klubber og resten af Nordjylland, og vi har igennem en længere periode haft en konstruktiv dialog omkring Kasper Høgh. Han er en angriber med kant, og han har både fart, er fysisk stærk og kommer til chancer, og disse kompetencer skal vi nu i fællesskab forsøge at udvikle og forløse yderligere, siger AaB's sportschef Inge André Olsen.

Kasper Høgh, der har en fortid i Randers FC og islandske Valur, er glad for skiftet.

- Jeg er utrolig taknemmelig og vil gerne takke alle i Hobro I.K. for at have været med til at kickstarte min karriere, og jeg ønsker klubben alt det bedste fremover. At skifte til AaB allerede nu, er hvad jeg havde håbet på, og jeg ser virkelig frem til at tage næste skridt. Jeg ser mig selv som en hårdtarbejdende ni’er, som kan bidrage med både noget vildskab og fart, men allerhelst vil jeg egentlig bare lade støvlerne tale, lyder det fra Kasper Høgh.

AaB's nye angriber får nummer 38 på ryggen.