Video : Tipsbladet
Premier League

- Nederlaget viste, at de har brug for Eriksen

Ifølge London-avisen Evening Standard viste Brentfords nederlag til Manchester United i den grad, hvorfor Thomas Franks mandskab har brug for Christian Eriksen.

Brentford tabte onsdag med 3-1 til Manchester United, efter at London-klubben i dagene forinden var blevet kædet sammen med Christian Eriksen. 

Og ifølge den engelske avis Evening Standard viste onsdagens kamp ganske tydeligt, hvorfor Thomas Franks mandskab har brug for en spiller som Eriksen. 

- Thomas Frank hyldede sit Brentford-hold for at have 'ødelagt' Manchester United i første halvleg i går [onsdag, red.], men sandheden er, at The Bees manglede kvaliteten til at dræbe dem. Holdet fra det vestlige London leverede masser af nydelige ting, men de manglede et cool og klinisk touch på den sidste tredjedel. Den slags, som Christian Eriksen helt sikkert ville kunne bidrage med, skriver Evening Standard således.

Ifølge avisen 'viste nederlaget til Manchester United, hvorfor Brentford har brug for klassespilleren Eriksen'. 

- The Bees dominerede Ralf Rangnicks tropper i løbet af de første 45 minutter, men Frank kunne blot se på, mens Mathias Jensen misbrugte to gyldne chancer inden pausen. De slags muligheder, som hans landsmand Eriksen utvivlsomt ville have udnyttet. Gæsterne viste efterfølgende deres kynisme foran målet efter pausen, skriver Evening Standard. 

- Brentford har skabt nogle gode minder i deres første Premier League-sæson, og de ville have skabt endnu ét i går, hvis de havde rådet over den kvalitet, som en spiller som Eriksen har. 

Evening Standard peger på, at Mathias Jensen og Christian Nørgaard fra starten af gav Manchester United-midtbanen masser at se til. 

- Nørgaard kastede sig ind i den ene duel efter den anden, mens Jensen, der spillede på den position som Eriksen nok vil få, hvis Brentford får fingrene i ham, gled gennem Manchester Uniteds kæder og fandt sig selv foran målet igen og igen, blot for at misbruge mulighederne, da det var allermest vigtigt. 

Evening Standard peger afslutningsvist på, at Eriksens klasse i offensiven kan lette presset på Brentfords defensiv og bidrage til at holde Thomas Franks mandskab på sikker afstand fra nedrykningszonen i foråret.