Video : Tipsbladet
Superliga

FC København-darling stopper karrieren

FC København-fanfavoritten Ragnar Sigurdsson indstiller sin aktive karriere.

En højt elsket person i FC København indstiller sin aktive karriere.

35-årige Ragnar Sigurdsson oplyser til fotbolti.net, at han har snøret støvlerne for sidste gang og nu vil kaste sig over en ny tilværelse, som ikke involverer fodbold på højeste plan.

Islændingens sidste klub blev Fylkir, hvor han også trådte sine allerførste fodboldstøvler. Desværre for Ragnar Sigurdsson endte hans sidste sæson i barndomsklubben med, at Fylkir rykkede ud af Islands bedste række. 

Ragnar Sigurdsson repræsenterede FC København i to omgange, og han er som nævnt en meget værdsat person blandt løvernes tilhængere. Forsvarsspilleren optrådte for FCK fra 2011 til 2014 og igen fra januar 2020 og ét år frem. Islændingens anden periode i den danske hovedstad blev ikke nogen succes. 

- FC København gennemgik en kæmpe revolution. Kort før Ståle Solbakkens fyring blev den fysiske træner fyret, og han var én af de største grunde til, at jeg ønskede at vende tilbage til FC København - sammen med byen og fansene, har Sigurdsson fortalt om sit FCK-comeback. 

Foruden FC København har Ragnar Sigurdsson også repræsenteret klubber som IFK Göteborg, Krasnodar, Fulham og Rubin Kazan. Han er desuden noteret for 97 landskampe for Island.