Video : Tipsbladet
La Liga

Avis: Barca og Ajax kan foretage byttehandel

Der kan være en byttehandel under opsejling mellem de to klubber.

FC Barcelona og Ajax kan bytte venstre backs i januar, hvor Nicolas Tagliafico rykker fra Amsterdam til Barcelona, mens Alejandro Balde tager den anden vej på en lejeaftale.

Det skriver Mundo Deportivo.

FC Barcelona er på udkig efter en venstre back, der kan presse førstevalget Jordi Alba, og her er Nicolas Tagliafico et af emnerne. Catalanerne har i første omgang foreslået en lejeaftale for resten af sæsonen, hvori der indgår en købsoption. 

Ifølge Mundo Deportivo og transferjournalisten Fabrizio Romano presser argentineren på for, at Ajax skal acceptere tilbuddet.

Nicolas Tagliafico skal desuden have gjort det klart, at han ikke vil forlænge med Ajax, og at han gerne vil væk, efter at han har mistet sin plads i startelleveren i løbet af efteråret.

For at gøre en transfer mere overkommelig for Ajax har FC Barcelona foreslået at udleje den 18-årige venstre back Alejandro Balde til Amsterdam-klubben, således at de ikke efterlades for tynde på pladsen. Det er noget, Ajax nu overvejer, skriver Mundo Deportivo.

Nicolas Tagliafico, 27 år, har spillet fire år i Ajax og står noteret for 154 kampe. Han har halvandet år tilbage af sin kontrakt.