Video : Tipsbladet
Premier League

- Derfor er Eriksen og Brentford en god ide

ANALYSE: Brentford har kurs mod den forventede overlevelseskamp, men derfor kan det stadig give mening for den klubløse dansker og danskerklubben at finde sammen.

Skifter Christian Eriksen til Brentford?

Det ved den 29-årige midtbanespiller og Premier League-klubben bedst selv, men mon ikke der har været lidt kontakt mellem parterne - så mange klubber i bedste række i London er der trods alt ikke.

Men koblingen giver nok mening til, at den er værd at se lidt nærmere på, selvom det er påfaldende, at meldingen for syv-otte dage siden om kontraktunderskrivelse lige straks ikke holdt stik.

Flere engelske medier insisterer søndag på, at en aftale er tæt på, og at der kun mangler et grundigt lægetjek, der tager nogle dage.

At London som by er oplagt hænger naturligvis sammen med, at Christian Eriksen har boet og arbejdet der i syv år. Og koncentrationen af førnævnte Premier League-klubber er høj.

Dernæst er det fornuftigt at ramme den rette balance mellem et godt, sportsligt niveau og rent faktisk at få spilletid - uanset hvor god, den fysiske form er, tager det tid at komme i kampform midt i en sæson, der spidser til.

Der er risiko for megen tid på bænken, hvis Eriksen vælger en klub, der jagter Champions League og mesterskaber, og derfor allerede har topspillere på alle offensive positioner.

Hvis et comeback i Brentford går strålende, vil muligheden for så at fortsætte på Champions League-niveau jo altid være der fra sommer.

Skifter han dertil, går Christian Eriksen heller ikke bare direkte i startopstillingen mod Everton 5. februar eller ude mod Manchester City den 9..

Brentford har spillet en meget direkte stil i denne sæson, så det vil være løgn at sige, at mellemrumsspilleren Eriksen passer som fod i hose taktisk.

Men som indskifter og es, når der skal jagtes point, vil Eriksen tilføre noget, klubben med ligaens mindste budget ikke råder over på dødbolde og i førnævnte mellemrums- og chanceskabende spil.

Brentford ligger faktisk cirka midt i Premier League målt på de berømmede Expected Goals for og imod, og at man har tabt dobbelt så mange kampe, som man har vundet, fortæller også historien om et hold, der har sværere ved at udnytte chancerne mod nærmest lutter klassemandskaber i Premier League, end det var mod mere jævne hold i Championship.

Der vil det jo bestemt ikke skade med en offensiv midtbanespiller, der været i verdenseliten i et årti, hvilket ingen andre af Brentfords spillere har været i nærheden af, og som oprykkeren under normale omstændigheder heller ikke ville have råd eller adgang til.

Og så er der den danske forbindelse.

Det er naturligvis ikke afgørende, man spiser ikke leverpostej-madder i kantinen og ser Matador mellem træningerne, mens man drømmer sig hjem til fædrelandet.

Men det hjælper da med kun fire måneder tilbage i sæsonen, at Christian Eriksen har spillet sammen med adskillige Brentford-spillere og havde Thomas Frank som U/17-landstræner for efterhånden længe siden.

Med så kort aftræk er det fint, at man ikke skal til at lære 50 vildtfremmede mennesker at kende men har et forhold til adskillige spillere, heriblandt den spiller, der erstattede ham tilbage den aften i Parken, Mathias Jensen, og de andre landsholdsspillere Christian Nørgaard, Mathias Zanka Jørgensen og Jonas Lössl.

Brentford har 15 kampe tilbage i ligaen og otte point ned til Newcastle under stregen.

Man skal have i hvert fald 12-13 point til og nok også 15-17 stykker for ikke at ryge i fedtefadet, og det skal nok blive svært nok.

Jeg kan sagtens se, hvorfor Brentford er interesseret, og hvis Eriksen er det samme, er det i hvert fald tegn på, at han, som han sagde i sit interview på DR for tre uger siden, føler sig klar til at spille på topplan og ikke skal have en langsom start uden forventningspres.

Så lad os se, om der bag al røgen også rent faktisk er et samarbejde på vej i det vestlige London, eller om pilen ender med at pege en anden vej.

Men Premier League, som Eriksen kender så godt, giver fin mening, ligesom Brentford gør det.