Video : Tipsbladet
1. division

Dansk angriber vender hjem - klar for Esbjerg fB

Esbjerg fB henter den danske angriber Mathias Jørgensen.

21-årige Mathias Jørgensen er tilbage i Danmark efter et ophold i USA hos New York Red Bulls. Den tidligere OB- og AGF-spiller har underskrevet en tre-årig kontrakt med NordicBet Liga-klubben Esbjerg fB.

Angriberen havde kontraktudløb i USA i december, og nu skifter han The Big Apple ud med Vestkysten.

- Mathias Jørgensen er en hurtig, eksplosiv angriber, som vi er meget begejstrede over at tilknytte truppen. Mathias slog i en tidlig alder igennem i Superligaen, og blev solgt til USA, hvor han spillede for New York Red Bulls, der er en af de bedste skoler i verden inden for presspillet.

- Det er ingen hemmelighed, at vi i EfB vil spille med et aggressivt pres, og Mathias Jørgensen bliver et vigtigt aktiv for os i den henseende, så vi er glade for, det lykkedes os at lave en længerevarende aftale, siger Esbjerg-direktør Jens Hammer Sørensen.

Esbjergs nye nummer 10 håber på masser af gode stunder i sin nye klub.

- Jeg er glad for, at Esbjerg og EfB bliver min kommende by og arbejdsplads, og jeg ser meget frem til at komme godt i gang. Efter at have været i udlandet i nogle år, så ser jeg det her som en slags ny start for mig, og jeg har en rigtig god fornemmelse omkring mit valg, siger Mathias Jørgensen og fortsætter:

- Selvom vi spiller i den næstbedste række, så er faciliteterne og ambitionerne til mere, hvilket passer mig godt, men først og fremmest skal vi arbejde hårdt i forårssæsonen og få bygget på. Jeg glæder mig til at være en del af projektet sammen med mine nye holdkammerater.

Esbjerg fB er nummer otte i NordicBet Ligaen.