Video : Tipsbladet
Superliga

Mikael Uhre-millioner tikker ind i SønderjyskE

SønderjyskE får tilført et millionbeløb efter Brøndbys salg af Mikael Uhre.

Når det regner på præsten, drypper det på degnen, og når det regner med millioner over den københavnske Vestegn, drypper det i Haderslev. I hvert fald i tilfældet Mikael Uhre, som Brøndby IF har solgt til Philadelphia Union. 

Der Nordschleswiger skriver, at SønderjyskE får en bid af den transfersum, Brøndby sikrede sig i forbindelse med salget. De forsvarende mestre solgte Mikael Uhre for mellem 18 og 20 millioner kroner, og ifølge avisen betyder det, at SønderjyskE får mellem en og to millioner ind på kontoen.

Mikael Uhre indledte sin karriere i SønderjyskE og repræsenterede klubben helt frem til januar 2018, hvor Brøndby IF købte ham. Det er grunden til, at sønderjyderne er berettiget til at modtage et beløb.

Esben Hansen, der er sportsdirektør i SønderjyskE, fastslår over for Der Nordschleswiger, at han naturligvis glæder sig over de penge, der tilfalder Haderslev-klubben i kølvandet på Mikael Uhre-salget, men at det ikke påvirker planerne for de sidste dage af transfervinduet.

Han vil ikke afvise, at SønderjyskE foretager sig yderligere inden deadline.