Video : Tipsbladet
Landshold

Medie: Mbappé i strid med fransk fodboldforbund

Kylian Mbappé har angiveligt lagt sig ud med det franske fodboldforbund.

Kylian Mbappé er angiveligt kommet på kant med det franske fodboldforbund, efter at stjerneangriberen nægtede at deltage i nogle marketingrelaterede aktiviteter. 

Sådan lyder det fra den franske avis L'Equipe, der skriver, at forboldforbundet ikke er specielt tilfreds med Mbappés beslutning.

- Tirsdag morgen i Clairefontaine [hvor det franske landshold træner, red.] nægtede Kylian Mbappé at deltage i marketingrelaterede aktiviteter med landsholdets sponsorer. En attitude, der har irriteret forbundet, skriver L'Equipe således. 

Ifølge L'Equipe var der lagt op til en klassisk fotoseance tirsdag morgen, hvor landsholdets forskellige sponsorer var mødt op. Disse aktiviteter er sjældent noget, som spillerne er særligt entusiastiske omkring, men denne gang valgte Mbappé altså helt at afvise at deltage.  

Ifølge Get French Football News er årsagen, at Kylian Mbappé ikke ønsker at blive associeret med visse brands. Landsholdets sponsorer var angiveligt ikke glade for denne beslutning, og forbundspræsident Noel Le Graët ringede forgæves til Kylian Mbappé for at få angriberen til at ændre holdning. 

Mbappé mener angiveligt, at visse brands har moralske og etiske problematikker, hvorfor angriberen ikke vil forbindes med dem. Angriberen ønsker angiveligt, at overskuddet fra hans billedrettigheder i stedet skal gå til velgørenhed. Det franske fodboldforbund overvejer nu angiveligt deres næste træk i denne specielle sag.