Video : Tipsbladet
Ligue 1

Kasper Dolbergs attitude får hug af anfører

OGC Nices anfører kritiserer den danske angribers attitude.

Kasper Dolberg har scoret syv gange i den indeværende sæson for OGC Nice, men i den sydfranske klub er der større forventninger til den danske angriber. Det fastslår holdkammeraten Dante i et interview med Nice-Matin.

Dante, der er OGC Nices kaptajn, ser et enormt potentiale i Kasper Dolberg, men mener, at danskeren især skal gøre mere med sin attitude. 

- Jeg har allerede fortalt ham, hvad jeg tænker til ham, så jeg har ingen problemer med at sige, at vi forventer mere af ham.

- Kasper har alle mulighederne for at blive en stor angriber. Han burde ikke være i Nice med al hans talent, men i hans kropssprog skal han gøre mere - for ham selv, for os og for at knække modstanderne, siger Dante ifølge Nice-Matin.

Det er ikke første gang i denne sæson, at Dolberg kritiseres for sin attitude. For et par uger siden var OGC Nices cheftræner, Christophe Galtier, ude og erklære sig utilfreds med den danske angribers attitude.

- Dolberg er nødt til at sende mig signaler. Han er nødt til at vise mig mere determination. Hans attitude indikerer nogle gange, at han ikke er med i kampen. Jeg tror ikke, at jeg kan ændre ham, men det er op til ham at være mere aggressiv, lød det, ifølge radiostationen France Bleu Azur, fra OGC Nice-cheftræneren.

24-årige Kasper Dolberg og kompagni skal i aktion lørdag, når de tager imod Rennes på hjemmebane.