Video : Tipsbladet
VM

Chok: De kan blive smidt ud af VM

En skandale kan være under opsejling i Ecuador.

VM-festen kan være aflyst i Ecuador.

Det sydamerikanske land er blandt de nationer, der skal deltage ved slutrunden i Qatar til vinter, men nu hævder journalisten Sebastian Bejarano, at forsvarsspilleren Byron Castillo, der spillede otte kampe i VM-kvalifikationen, slet ikke er ecuadorianer, men er født i Colombia. Det antydes, at Castillos officielle dokumenter er falske.

Er det korrekt, vil der være tale om en kæmpe skandale, som kan koste Ecuador pladsen til VM, da Castillo så har optrådt ulovligt for landsholdet.

Sebastian Bejarano mener at kunne føre bevis for, at 23-årige Byron Castillo i virkeligheden er colombianer, og dokumentet har han offentliggjort på sin Twitter-profil.

Fodboldforbundet i Ecuador tager skarp afstand fra anklagerne, som formand Francisco Egas kalder "en storm i et glas vand".

- Det virker til, at der udelukkende er tale om en måde at skabe nyheder på. Jeg er ikke bekendt med nogen ny undersøgelse, siger Francisco Egas ifølge Futbolecuador.

Når formanden henviser til en ny undersøgelse, skyldes det, at Byron Castillos baggrund allerede i 2017 blev undersøgt. Dengang blev det fastslået, at Castillos papirer var autentiske, og at han er født i Ecuador. 

Ecuador blev nummer tre i den sydamerikanske VM-kvalifikation efter Argentina og Brasilien. Holdet er havnet i gruppe med Qatar, Senegal og Holland til VM.