Video : Tipsbladet
Benelux

Dansker har problemer med dovenskab: Får hjælp

Dansk talent beskyldes for at være doven og ikke løbe nok, og han kan godt selv se problemerne.

Christian Rasmussen er i nogle år blevet regnet for at være et af de største talenter i dansk fodbold, men gennembruddet i Ajax lader vente på sig.

Det kan have noget med Rasmussens arbejdsindsats at gøre. Han er blevet beskyldt for at være doven, og det er den 19-årige offensivsspiller også godt selv opmærksom på.

- Jeg hører tit, at jeg er doven og ikke løber meget. Så det kunne blive bedre, siger han til Ajax TV.

Rasmussen fortæller, at Jong Ajax-træner John Heitinga i den forbindelse har været en stor hjælp.

- Både på og udenfor banen. Vi har en god forbindelse. Især med min dovenskab har han hjulpet mig. Jeg stoler på ham, og han stoler på mig. Det er meget vigtigt for ens fodboldkarriere. 

Det tidligere FC Nordsjælland-talent siger desuden, at Cristiano Ronaldo er hans store inspirationskilde.

- Det er på grund af hans arbejdsmoral og mindset, der er helt utroligt. Jeg har fulgt ham, siden jeg begyndte at spille fodbold.

Christian Rasmussen har endnu ikke fået førsteholdsdebut for Ajax. Til gengæld har han lavet 7 mål og 6 assists i 52 kampe for andetholdet, Jong Ajax.