Video : Tipsbladet
Superliga

Udvist AaB'er: Jeg var i chok

AaB-profil Rasmus Thelander fik muligvis en tidlig afsked med klubben, da han søndag fik et direkte rødt kort.

En af AaB’s største profiler fik muligvis en tidligere afsked med klubben end ventet, da nordjyderne søndag tabte 1-3 til Brøndby på hjemmebane.

Med få minutter tilbage af opgøret fik viceanfører Rasmus Thelander nemlig et direkte rødt kort, da han hev i Brøndby-spilleren Marko Divkovic’ trøje uden for feltet.

Dermed kan han have spillet sin sidste AaB-kamp, eftersom den 30-årige forsvarsspiller har kontraktudløb til sommer.

- Det vil irriterede mig vildt meget. Nu tænker jeg, at jeg vil se, om vi kan appellere det røde kort. Forhåbentligt er der en mulighed for det, så det ikke er min sidste kamp for AaB.

- Jeg er sindssygt frustreret over det røde kort, og jeg var i chok, da jeg fik det. Min fornemmelse er, at jeg lavede et bevidst gult kort. Min første reaktion var også at gå hen til dommeren for at få det gule kort, så jeg blev overrasket over farven, siger Thelander.

Forsvarsgeneralen har seks sæsoner i AaB bag sig. Derfor ærgrer han sig over afslutningen på den måske sidste af slagsen, hvor klubben nu er er uden for rækkevidde af bronzemedaljerne.

- Det gør ondt. Vi lå til det, og vi havde gjort os fortjent til det. Vi kan kun takke os selv efter en periode med mange nederlag, siger Thelander.

Sæsonens sidste regulære ligakamp er mod FC København i Parken, hvor AaB kan sikre fjerdepladsen. Det bliver dog en udfordring for cheftræner Lars Friis, der søndag fik en række karantæner og potentielle skader.

- Det er, som det er, og det er en del af fodbold. Vi må bruge de næste dage til at få mobiliseret kræfter og energi, så vi kan se, hvem der er klar og kan spille, siger han.

Silkeborg har nu sikret bronzemedaljerne i Superligaen, mens AaB, Brøndby og Randers kæmper om fjerde- til sjettepladsen i mesterskabsspillet.

/ritzau/