Video : Tipsbladet
Superliga

Brentford-spiller er åben for blive i SL-klub

Midtbanespilleren Mads Bidstrup kan godt se sig selv fortsætte i FC Nordsjælland efter sommerferien.

Mads Bidstrups lejeophold i FC Nordsjælland står til at slutte, når indeværende sæson er færdig, men midtbanespilleren kan godt se sig selv fortsætte i klubben efter sommerferien.

Det fortæller 21-årige Bidstrup efter søndagens 2-1-sejr over Vejle.

- Jeg kan sagtens se mig fortsætte i Nordsjælland. Jeg har været sindssygt tilfreds med det her halve år, siger han og fortsætter:

- Der er en masse ting i gang lige nu, som skal afgøre, hvor jeg er efter sommerferien, men som sagt har Nordsjælland været et fantastisk sted for mig.

I FCN er sportsdirektør Mikkel Hemmersam også meget tilfreds med Bidstrups præstationer i forårssæsonen. Derfor er Hemmersam bestemt heller ikke afvisende over for at lave en ny aftale med midtbanespilleren.

- Vi har aftalt med Mads (Bidstrup, red.), at vi sætter os ned og evaluerer, når sæsonen er færdig, siger han.

- Men jeg synes, som han har gjort det, så vil der klart være noget positivt i det for os, hvis han kunne komme tilbage.

Hemmersam fortæller, at tiden vil vise, om en ny aftale falder på plads, og om det ender i en ny lejeaftale eller et permanent køb.

- Det kommer an på, hvad prisen er og selvfølgelig også, hvad Bidstrup gerne vil. Der er ikke noget, der er urealistisk, men det må vi kigge på, når vi kommer lidt længere frem i forløbet.

Som det ser ud lige nu, står Bidstrup til at vende tilbage til Brentford, og midtbanespilleren vil ikke afvise, at næste sæson kunne byde på Premier League-fodbold i London-klubben.

- Jeg kan også se mig selv vende tilbage til Brentford. Det er et fantastisk sted, og det samme er de personer, der arbejder i klubben, siger han.

Mads Bidstrup og FCN møder AGF i sæsonens sidste kamp, der spilles på lørdag.

/ritzau/