Video : Tipsbladet
Superliga

Her er Sviatchenkos svar på Denis Vavros sviner

Nu svarer Erik Sviatchenko på den massive kritik fra FC Københavns Denis Vavro.

Erik Sviatchenko tager nu bladet fra munden og svarer på den enorme sviner, han fik fra FC Københavns Denis Vavro søndag aften. Det gør FC Midtjylland-kaptajnen i et interview med BT.

Denis Vavro udtalte følgende til samme avis efter 2-0-sejren i Randers.

- Da jeg kom her, hørte jeg Erik Sviatchenko sige, at han er den bedste spiller i Superligaen. Lad mig sige det direkte til ham, du har aldrig været den bedste Superliga-spiller. I min tid her har du aldrig vundet noget. Kun pokalen.

- Jeg ser ham aldrig på banen, han har kun spillet 14 kampe eller sådan, og i vores kampe har jeg slet ikke set ham. Og har han scoret? Nej. Han taler kun. Jeg har spillet i Superligaen i to og et halvt år, og jeg har vundet to mesterskaber. Han har vundet et. Det er forskellen på ham og mig.

Erik Sviatchenko er noget forbavset over den pludselige kritik fra FC København-profilen, der ligeledes er midterforsvarer.

- For et par uger siden var det hans anfører Nicolai Boilesen, der var illoyal og ikke respekterede klubben. Nu er det så min tur til at høre Denis’ mening i medierne. Hvis FCK vinder mesterskabet, og det er der jo meget, der tyder på, så må han fejre det, som han ønsker, men det kommer bag på mig, at jeg vækker så stærke følelser i Denis, skriver Sviatchenko i et skriftligt svar til BT.

FCM-profilen fastslår, at han grundlæggende mener, at det er fair, at Denis Vavro ikke synes, at han er den bedste spiller i Superligaen.

I videoen i toppen af artiklen kan du høre interviewet, hvor Erik Sviatchenko udnævner sig selv til Superligaens bedste spiller - altså selvsamme interview, der fik Denis Vavro til at se rødt.