Video : Tipsbladet
Benelux

Farvel, Priske: Nu er Antwerp tæt på afløseren

Royal Antwerp meldes tæt på ny cheftræner. Dermed er det formentlig kun et spørgsmål om dage, før Brian Priske præsenteres for en fyreseddel.

Royal Antwerp har formentlig allerede bestilt afskedsbuketten til Brian Priske.

Den belgiske klub møder på søndag Union St. Gilloise i sidste spillerunde i Belgien, og det bliver med al sandsynlighed Priskes sidste kamp i spidsen for Antwerp. Flere medier kunne i sidste uge fortælle, at Priskes skæbne er beseglet - klubben har tænkt sig at fyre danskeren.

Nu ser det ud til, at Royal Antwerp også er tæt på afløseren.

Både belgiske Het Nieuwsblad og hollandske De Telegraaf skriver, at Mark van Bommel er tæt på at blive ny cheftræner i klubben, der er klar med en aftale for de kommende to sæsoner.

Mark van Bommel har også været rygtet til KRC Genk, men nu forlyder det, at det er Royal Antwerp, der er tættest på at lande den tidligere hollandske landsholdsspiller. Antwerp har den trumf i ærmet, at Marc Overmars er direktør i klubben og har en tæt forbindelse til landsmanden Mark van Bommel.

45-årige Mark van Bommel har tidligere stået i spidsen for PSV og VfL Wolfsburg. Som aktiv tørnede han ud for storklubber som Bayrn München, FC Barcelona og AC Milan, og det blev til 79 landskampe for "Oranje".

Brian Priske blev i weekenden kædet sammen med AGF - læs mere her.