Video : Tipsbladet
1. division

Forlader Esbjerg fB med 99,9 procents sikkerhed

Jeppe Højbjerg forlader med al sandsynlighed EfB denne sommer, og han mener, at klubben har blevet truffet nogle beslutninger, og at de må stå til ansvar for dem.

Esbjerg fB skal i næste sæson spille 2. division. Det er en realitet, efter at den vestjyske traditionsklub onsdag aften tabte til Fremad Amager.

Turen ned bliver dog med al sandsynlighed uden målmand Jeppe Højbjerg.

Den 27-årige dansker, der står noteret for 173 kampe for klubben, fortæller efter onsdagens kamp til TV3 Sport, at han med “99,9 procents” sikkerhed forlader EfB denne sommer, hvor hans kontrakt udløber.

- Jeg har udløb nu, og som det ser ud lige nu, skal jeg prøve noget andet. Det er forfærdeligt at aflevere en klub sådan her. Jeg har spillet her 14 år, halvdelen af mit liv. At slutte af sådan her er ikke, hvad jeg havde håbet på, siger Jeppe Højbjerg til TV3 Sport og tilføjer:

- Tænk på, at vi vandt bronze for tre år siden. Det er fuldstændig surrealistisk, hvad der er sket med den klub her. Men det er realiteterne. Vi har ikke været bedre. At vinde fem kampe ud af 30 siger alt om, at det er en skandale.

I interviewet bliver Jeppe Højbjerg også spurgt, hvad han tænker om fansenes frustrationer over sæsonen, og i den forbindelse fastslår han, at EfB har truffet nogle dårlige beslutninger.

- Jeg forstår godt, at de er frustrerede. Vi er mindst ligeså frustrerede. Det er en ting, som ikke må ske for den her klub. Det må vi bare være ærlige og sige. Vi må ikke kunne rykke ned i 1. division med det budget og de spillere, vi har.

- Men klubben må også kigge indad. Det er ikke godt nok, og der er blevet taget nogle beslutninger, der ikke var gode nok, og det må klubben også stå til ansvar for. Det håber jeg, at de får styr på, lyder EfB-spillerens svar.

Se hele interview med Jeppe Højbjerg i videoafspilleren øverst i artiklen.