Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: SønderjyskE - Viborg FF

Oprykkerne fra Viborg skal blot bruge uafgjort mod SønderjyskE for at sikre den syvendeplads, der giver en playoff-kamp om en plads i Conference League-kvalifikationen.

Kampfakta:
Kampstart: Lørdag klokken 17.00
Spillested: Sydbank Park
Dommer: Jens Grabski Maae
På TV: TV3 Max
Hashtag: #sjevff #sldk

Holdnyt:
SønderjyskE
Henrik Hansens tropper viste ganske gode takter i sidste uges udekamp mod OB, selvom nedrykningen allerede inden kampen var en realitet. SønderjyskeE har generelt præsteret bedre på det seneste, men i sidste ende har det altså ikke været nok til at blive i den bedste række. 

Lørdag handler det så om at få sluttet Superliga-sæsonen af på bedst mulig vis, inden SønderjyskE tager turen ned i 1. division. Det er værd at notere sig, at SønderjyskE er inde i en god stime, hvor holdet er ubesejret i de seneste fire Superliga-kampe, hvor det er blevet til hele seks point. 

SønderjyskE må undvære den karantæneramte Stefan Gartenmann, mens Emil Berggreen fortsat forventes at være ukampdygtig. Patrick Banggaard, Emil Holm, Duplexe Tchamba og Kristofer Kristinsson sad også alle ude mod OB, hvorfor deres deltagelse lørdag også må forventes at være tvivlsom. 

Viborg FF
Oprykkerne har haft en imponerende sæson, og lørdag kan man sikre den syvendeplads, der giver en playoff-kamp om kvalifikation til Conference League. Viborg har inden sidste spillerunde tre point ned til OB, og de to hold har begge en neutral målscore.

Et nederlag til SønderjyskE kan således betyde, at Viborg bliver overhalet af OB. Til gengæld er ét point nok for Jacob Friis' mandskab. 

Viborg har blot tabt én kamp i kvalifikationsspillet. Efter tre uafgjorte kampe i træk hentede oprykkerne i sidste weekend en 1-0-sejr over AGF og står altså nu med alle muligheder for at snuppe en flot syvendeplads. 

Viborg var uden Tobias Bech mod AGF, hvor unge Anton Gaaei i stedet fik chancen. Bech er ude igen mod SønderjyskE. Det samme gælder Justin Lonwijk, Marokhy Ndione og Ibrahim Said. 

Karantæner:
SønderjyskE: Stefan Gartenmann
Viborg FF: Ingen

Bud på startopstillinger:
SønderjyskE (3-4-3): Flø - Soulas, Schouten, Sanneh - Vinderslev, Albæk, Kornvig, Dal Hende - Frederiksen, Christiansen, Gallegos

Viborg FF (4-3-3): Lund - Putros, Bürgy, Lauritsen, Sørensen - Leemans, Grønning, Bonde - Gaaei, Grot, Bakiz

Profilen:
Jay-Roy Grot har fået gang i målscoringen i 2022. Efter et efterår uden scoringer har hollænderen således nettet fem gange i foråret. 

Vidste du, at...: 
SønderjyskE og Viborg mødtes også i første runde af kvalifikationsspillet, hvor sidstnævnte hentede en 2-1-sejr. De to holds møder i efteråret endte begge uafgjort, 2-2 og 1-1.

Dom: 
SønderjyskE viste en god mentalitet mod OB, og sønderjyderne vil selvsagt gerne slutte sæsonen af med en sejr. Viborg har dog mere kvalitet og har ikke råd til at snuble, så buddet herfra lyder på en 1-0-sejr til Viborg. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: