Video : Tipsbladet
Superliga

Derfor blev FCK's fest ramt af voldsom pibekoncert

Der var lagt i kakkelovnen til trofæløft og fælles fest i Parken, da flere af klubbens fans invaderede banen, hvilket resulterede i massiv pibekoncert fra de tilhængere, der forblev på deres sæder.

FC København sikrede sig det danske mesterskab med sejren på 3-0 over AaB søndag eftermiddag.

Mål af Hakon Arnar Haraldsson, Lukas Lerager og Isak Bergmann Johannesson sikrede sejren i Parken, som ved slutfløjt brød ud i jubel.

Pokalen, som er beviset på Danmarksmesterskabet, blev efterfølgende bragt ind på podiet, som i kølvandet på sejren blev opstillet i midten af Parken.

FC København-spillerne fik tildelt medaljer og gjorde sig efterfølgende klar til konfetti og pokalløftet. Men jubelbrølet blev kort tid efter afløst af en voldsom pibekoncert fra lægterne.

Flere af FC København-tilhængerne havde nemlig fundet vej til banen for at fejre triumfen med spillerne, men det blev ikke vel modtaget af de fans, som forblev på deres siddepladser.

Stadionspeakeren lagde også kraftig vægt på, at fansene på banen skulle finde vej tilbage til deres siddepladser.

Du kan se pokalløftet og den efterfølgende pibekoncert ved at trykke på afspilleren ovenfor.