Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Vejle henter tidligere Superliga-spiller

Vejle Boldklub er allerede igang med at opruste til næste sæson, og nu har de angiveligt landet en aftale med den tidligere OB-spiller Azer Busuladzic.

Vejle Boldklub skal i næste sæson forsøge at kæmpe sig tilbage i Superligaen. Til den mission får de hjælp fra den tidligere OB-spiller Azer Busuladzic.

Det skriver BT.

Den 30-årige midtbanespiller har skrevet under på en aftale for de kommende to sæsoner. Vejle Boldklub har sikret sig aftalen med den bosniske spiller foran to andre interesserede Superliga-klubber, skriver BT.

Azer Busuladzic har en fortid i Vejle Boldklub, hvor han har optrådt over 100 gange for klubben i 1. division, inden han i 2014 tog til OB, hvor han fik 60 kampe.

Siden har han været forbi rumænsk, polsk, græsk og senest cypriotisk fodbold hos Anorthosis Famagusta.

Med sidstnævnte klub har han kontraktudløb, og det har Vejle Boldklub udnyttet til at hente ham hjem til Nørreskoven, hvor han skal hjælpe klubben tilbage i Superligaen.