Video : Tipsbladet
Superliga

- Vi bliver mere konkurrencedygtige i SL end sidst

AC Horsens' cheftræner Jens Berthel Askou mener, at holdet har niveauet til at kunne klare sig i Superligaen.

AC Horsens kan bide skeer med de andre hold i Superligaen.

Det mener klubbens cheftræner, Jens Berthel Askou, i hvert fald, efter at holdet sikrede sig oprykning til landets bedste række med en 4-0 sejr over FC Fredericia.

- Jeg forventer ikke, at vi kan gøre det lige så godt i Superligaen som i 1. division, men der er ting i vores spil og udtryk, der er bygget op til at være holdbart i Superligaen, siger Askou.

- Vi har hele tiden haft fokus på at bygge et hold, der har haft fokus på at vinde kampe i 1. division og være konkurrencedygtigt i Superligaen.

- Jeg tror, folk kommer til at se, at vi er mere konkurrencedygtige i Superligaen, end sidst vi var oppe.

Oprykningen blev sikret via et stærkt forår for østjyderne, hvor holdet har hentet 23 point ud af 27 mulige i oprykningsspillet i 1. division.

Den gode form vil Horsens-anfører Malte Kiilerich tage med op i Superligaen.

- Vi kommer med noget gåpåmod. Vi har vist, at vi kan sammensætte nogle gode sejre.

- Sidste gang vi var i Superligaen, kom vi ind i en ond spiral, men nu ved vi, at vi skal komme flyvende fra start og tage vores momentum med videre, lyder det fra anføreren.

Han er desuden optimistisk, selv om tilværelsen i Superligaen bliver hård.

- Vi vil være underdogs i de fleste kampe, men det er fodbold, og lad os nu se, hvad der sker, siger anføreren.

- Vi vil fastholde det, vi er gode til. Folk siger, vi kun spiller på lange bolde og ikke scorer nok mål, men det synes jeg ikke.

Fredericia-cheftræner Michael Hansen satte efter opgøret også ord på det Horsens-hold, han har set gennem sæsonen.

- Horsens har været det bedste hold i 1. division, fordi de fører. Vi har mødt dem fire gange, og vi har tabt to, spillet en uafgjort og vundet en.

- Vi har svært ved at skabe chancer mod dem, og jeg synes, de har vist et rigtig højt niveau, siger Michael Hansen.

I sidste runde af 1. division skal Horsens i aktion mod Hvidovre IF, mens Fredericia møder Lyngby, der også har sikret sig oprykning.

/ritzau/