Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: Stor profil forlader AaB

Jacob Rinne er færdig i AaB.

Jacob Rinne er færdig i AaB.

Meddelelsen kommer næppe som et chok for ret mange, da det har ligget i kortene i noget tid, at den svenske målmand ville søge nye udfordringer efter denne sæson, og nu bekræfter AaB 28-årige Rinnes afsked.

- Jeg synes, jeg har haft en fantastisk tid i AaB med en masse gode mennesker omkring mig både på og uden for banen, og derfor har det heller ikke været et let beslutning at tage afsked med klubben. Men snart er jeg 29 år, og hvis jeg skulle have endnu en fodboldoplevelse i et nyt land, så var det nu, siger Jacob Rinne og fortsætter:

- Jeg er beæret over, hvordan jeg har kunnet mærke, at klubben har ønsket at beholde mig, og forhåbentlig får jeg endnu en kamp på søndag til at betale tilbage for tilliden. Poul Buus (AaB’s målmandstræner, red) skal have en kæmpe tak for samarbejdet, og til sidst skal der lyde en særlig tak til vores fantastiske fans, som altid viser både holdet og jeg selv en uvurderlig opbakning.

Jacob Rinne nåede 167 kampe for AaB, og han er dermed den udenlandske spiller, der er noteret for flest kampe for nordjyderne.

Svenskeren vandt i 2021 Tipsbladet-prisen Det Gyldne Bur, som gives til Årets Målmand.