Video : Tipsbladet
Rygter

Avis: Man City-stjerne kan ende i Chelsea

Der er lagt op til markante ændringer i Chelsea-truppen denne sommer, hvor London-klubben potentielt kan hente en profil i Manchester City.

Det har været en relativt skuffende sæson for Chelsea, og på sommerens transfermarked venter der også en del arbejde for London-klubben. 

Antonio Rüdiger og Andreas Christensen siger således farvel, mens Cesar Azpilicueta og Marcos Alonso også kan pakke kufferten. Og ifølge den engelske avis The Telegraph har Chelsea derfor udarbejdet en liste over otte forsvarsspillere, som klubben overvejer at hente denne sommer. 

Ifølge The Telegraph forventes Chelsea at rykke hurtigt på transfermarkedet, så snart Todd Boehlys overtagelse af klubben falder helt på plads, hvilket meget gerne skulle ske inden udgangen af maj.

Jules Koundé, Josko Gvardiol, Pau Torres og Jose Gimenez er blandt de forsvarsspillere, som Chelsea angiveligt overvejer at hente. 

Også længere fremme på banen kan der komme gang i svingdøren, hvis man skal tro The Telegraph. Avisen skriver således, at folk som Timo Werner og Hakim Ziyech er åbne for klubskifter. Det samme gør sig muligvis gældende for Christian Pulisic. 

- Salg af en eller flere af Werner, Ziyech og Pulisic kan få Chelsea til at overveje at gå efter Raheem Sterling, som har et år tilbage af sin kontrakt med Manchester City og som stadig ikke har taget en beslutning om fremtiden. Tottenham og Arsenal er også interesserede i Sterling, men Chelsea vil være en mere attraktiv mulighed på nuværende tidspunkt i den 27-årige angribers karriere, hvis han vælger ikke at forlænge med City, skriver The Telegraph. 

Raheem Sterling har haft svært ved at spille sig på holdet i Manchester City i denne sæson, og indkøbet af Erling Haaland forbedrer næppe situation for englænderen, der også er blevet rygtet til Real Madrid