Video : Tipsbladet
Generelle

60 fans anholdt - 10 betjente såret

60 fans er anholdt for voldelig adfærd og for at såre adskillige betjente før europæisk finale i Albanien.

Dusinvis af AS Roma-fans er onsdag blevet sendt hjem, efter at der har været ballade i Albaniens hovedstad, Tirana.

Tirsdag aften udbrød optøjer i Tirana forud for onsdagens finale i Conference League mellem AS Roma og Feyenoord.

19 betjente er blevet såret i forsøget på at stoppe de rivaliserende fans fra at slås. Fansene angreb politiet med flasker, sten og andre objekter. En betjent blev stukket ned, oplyser albansk politi ifølge AFP.

Betjentene er såret som et resultat af volden fra fans fra begge hold, og fire politikøretøjer er også blevet beskadiget, oplyser politiet.

Onsdag morgen blev 80 Roma-fans sendt hjem fra Albanien ovenpå urolighederne.

Ud over de sårede betjente er ti mennesker kommet til skade. Det drejer sig om fem albanere, tre italienere og to hollændere. De har alle fået lægehjælp.

60 fans blev anholdt og bragt på politistationen - heraf er hovedparten italienske fans.

De første meldinger lød på, at otte Feyenoord-fans havde angrebet og tæsket en albansk mand med en stol, da han viste støtte til Roma. De otte fans er blandt de anholdte.

Den albanske mand blev efterfølgende kørt til hospitalet for behandling af sine skader.

Andetsteds i byen stødte cirka 200 Feyenoord-tilhængere sammen med politiet. Det skete, i forbindelse med at de forsøgte at nå frem til et område, hvor Romas fans var til stede.

- Seks politibetjente er blevet såret af stenkast og slagvåben i den hollandske fanzone og foran politistationen, oplyste Genti Mullai, en talsmand for politiet på det tidspunkt.

De rivaliserende fangrupperinger stødte desuden sammen mindst tre andre steder i byen, oplyste nyhedsbureauet AFP's journalist på stedet.

Selv om nationalstadionet i Tirana, der onsdag aften ligger græs til finalen, kun har plads til 21.690 personer, så ventes cirka 100.000 tilhængere fra Roma og Feyenoord at ankomme til byen for at se kampen.

Ifølge lokale myndigheder vil de blive inddelt i forskellige fanzoner, hvor de kan se Conference League-finalen på storskærme.

Albansk politi har tidligere oplyst, at de har sendt cirka 2000 betjente på gaden for at holde styr på de enorme menneskemængder.

Conference League er den tredjemest prestigefyldte europæiske turnering efter Europa League og Champions League.

Trods sin mindre vigtige status har onsdagens finale pirret Feyenoord- og Roma-tilhængernes fantasi, da kampen er begge holds bedste mulighed for at vinde et europæisk trofæ i mange år.

Finalen spilles onsdag klokken 21.

/ritzau/