Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Fans blev truet med kniv inden pokalfinale

Seks OB-fans fik torsdag en skidt oplevelse, da de var på vej til Brøndby Stadion for at overvære pokalfinalen.

Det, der skulle have været en festlig dag med pokalfinale og højt humør, udviklede sig torsdag markant anderledes for en gruppe OB-fans, der kort før ankomsten til Brøndby Stadion endte i en ubehagelig situation. 

Her blev de seks OB-fans således tvunget til at tage deres OB-tøj af. Det forklarer en af fansene, den 18-årige Noah, til Ekstra Bladet.

- Der kommer seks gutter maskeret i gule og blå elefanthuer ind fra en sidevej, og siger 'tag den fucking trøje af' til os, fortæller Noah således til Ekstra Bladet.

Ifølge Ekstra Bladet forsøgte Noah og de andre OB-fans i første omgang at gå videre. Den beslutning ændrede de dog hurtigt, da en af de maskerede personer trak en kniv. De uheldige OB-fans valgte derefter at lægge deres OB-tøj på jorden. 

Noah og de andre OB-fans meldte herefter episoden til politiet, hvorefter de købte nye trøjer inden de gik ind på stadion og så pokalfinalen. Københavns Vestegns Politi bekræftede torsdag overfor Tipsbladet, at man havde modtaget en anmeldelse om tyveri af OB-trøjer

Politiet har også meldt ud, at personer med FC Midtjylland har anmeldt en sag om forsøg på overfald. Det kan du læse om HER.