Video : Tipsbladet
Superliga

Strid med AaB? Det gider jeg ikke bruge krudt på

Sportsdirektøren nedtoner, at der skulle være dårlig stemning mellem Viborg FF og AaB.

“Helt til rotterne.”

Det var ordene, Ekstra Bladet brugte til at beskrive forhandlingsklimaet mellem AaB og Viborg FF i en artikel, hvor avisen beskrev nordjydernes interesse for viborgensernes venstre back Christian Sørensen. 

Det handler selvsagt om det noget spegede forløb tidligere på året, hvor AaB og Viborg FF forhandlede om en overgang for Lars Friis. En forhandling, Viborg-sportsdirektør Jesper Fredberg har kaldt “det mest underlige forløb, jeg har haft med en anden sportschef” i dokumentarserien “For enhver f*cking pris” på TV Midtvest.

Men at der stadig skulle være dårlig stemning mellem klubberne, afviser Jesper Fredberg.

- Nej, jeg har ikke nogen problemer med dem deroppe, siger sportsdirektøren til Tipsbladet og fortsætter:

- Det er klart, at i forhandlinger kan bølgerne gå højt, og der kan være forskellige opfattelser af, hvordan man skal føre en forhandling. Men når det er afsluttet, har man ikke tid til at gå og være sur over et eller andet. Det, der ikke giver god energi, gider jeg ikke bruge krudt på. Det er ikke noget, der fylder noget op i mit hoved.

Så hvis AaB ringer og spørger om prisen på Christian Sørensen, kommer der ikke en ekstra AaB-skat på to millioner oveni?

- Nej, det gør der ikke. Det ville ellers have være spændende, hvis man kunne lave sådan en, men det tænker jeg ikke, griner Jesper Fredberg og tilføjer:

- Men det er klart, at spillerne har en markedspris, der skal være tilsvarende til vores ønsker.

Foruden Lars Friis har AaB også hentet forsvarsspiller Lars Kramer fra Viborg FF. Han er dog kommet på en fri transfer denne sommer, hvorfor klubberne ikke har skullet forhandle om hollænderen. 

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.