Video : Tipsbladet
VM

Vil udnytte særlig fordel mod Danmark

Australien har en særlig fordel, når der til efteråret skal spilles VM, mener landets træner.

Når der i efteråret skal spilles VM i Qatar, er Australien havnet i pulje med Danmark, Frankrig og Tunesien. Og fodboldholdet fra “down under” satser på at udnytte en helt særlig fordel i den gruppe.

Således har Australien nemlig spillet deres seneste “hjemmekampe” i Doha, Qatar, hvor slutrunden afvikles - blandt andet blev playoff-kampen mod Peru, hvor vinderen sikrede sig en plads ved VM, afviklet på Ahmad bin Ali Stadium i Qatar.

Derfor har australierne en fordel forud for kampene i Qatar, mener landstræner Graham Arnold.

- Jeg føler, at det gav os en fordel mod Peru, fordi Peru ikke havde spillet der før - på et stadion, hvor der er aircondition, og hvor banerne er lynhurtige, siger Graham Arnold til The Sydney Morning Herald og tilføjer:

- Vi har spillet fire kampe der og vundet alle fire kampe. Drengene er ekstremt glade der. Vi ved, hvordan det er, og så det vil være godt for os, og det er en fordel.

Samtidig påpeger Graham Arnold, at det kan være en fordel for australierne, at holdet skal spille alle deres gruppekampe på det samme stadion, Al Janoub Stadium.

Australien skal møde Frankrig i deres første gruppekamp, som afvikles den 22. november. Derefter skal de møde Tunesien i den anden kamp, mens de slutter af mod Kasper Hjulmands tropper i den sidste gruppekamp.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Sommerpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.