Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Hvad skete der lige, Brøndby?

Derbyet mellem FC København og Brøndby IF er lige blevet fløjtet af i Parken, og Tipsbladet ser her nærmere på opgøret.

FC København - Brøndby IF 4-1 (3-1) 
Rasmus Falk 1-0 (13.) 
Christian Cappis 1-1 (19.) 
Pep Biel 2-1 (33.)
Pep Biel 3-1 (45.) 
Pep Biel 4-1 (64.)

Kampens bedste
FC København 
Det er umuligt at skrive andet end Pep Biel her. FC Københavns offensive stjerne blev således noteret for hele tre mål mod Brøndby søndag eftermiddag. Kasserne var ikke svære, men han var, hvor han skulle være, og det kræver en målnæse. Derudover var hjemmeholdets nummer 16 hele tiden tilbydende, mens han indgik i flere flotte kombinationer med eksempelvis Mohamed Daramy og Viktor Claesson. 

Brøndby IF
Hvad skete der lige, Brøndby? Niels Frederiksens mandskab blev skilt ad i nationalarenaen. FC København var simpelthen foran i både tanke og handling gennem alle 90 minutter. Brøndby leverede langt under niveau, og der kan ikke være liv og glade dage på Vestegnen efter tre point i fire kampe. Det er svært at pege på en kampens spiller, når holdet bliver klædt af med 1-4, men Christian Cappis er et bud. 

Kampens værste
At Christian Cappis udlignede til 1-1, kan han takke Kalle Johnsson for. FC København-målmanden så nemlig alt andet end godt ud i situationen. Midtbanespillerens afslutning var ikke imponerende, men svenskeren kunne alligevel ikke holde bolden ude af netmaskerne. Det var decideret dårligt, og Kamil Grabara sidder med al sandsynlighed ikke og frygter for sin plads i målet. 

Kampens detalje
Så er Mohamed Daramy ellers tilbage i København. Og det blev for alvor tydeligt i begyndelsen af anden halvleg, hvor han afdriblede både Marko Divkovic og Christian Cappis på baglinjen foran FC Københavns fans. Der var næsten ingen plads, men Mohamed Daramy fandt den alligevel. Det endte ikke med et mål, men det var teknik på et meget, meget højt niveau.