Video : Tipsbladet
Premier League

Leicester henter tidligere FCM-assistent

Premier League-klubben Leicester har tilknyttet den tidligere FC Midtjylland-assistent Lars Knudsen som ny dødboldstræner.

Det kører ikke særligt godt for Leicester i Premier League i øjeblikket, men den engelske klub kan nu se frem til lidt dansk assistance. 

Således har Leicester-cheftræner Brendan Rodgers torsdag bekræftet, at den engelske klub har tilknyttet den danske dødboldstræner Lars Knudsen. Det skriver BBC Sport på Twitter

Lars Knudsen blev i juni tilknyttet USA's landshold som dødboldstræner, og danskeren har også en fortid som U20-landstræner for Danmark samt assistenttræner i FC Midtjylland. 

Leicester er i store problemer efter de første seks spillerunder af Premier League-sæsonen, hvor man ligger helt sidst efter blot at have hentet ét point. 

Den tidligere Manchester United-kaptajn Gary Neville udtrykte tidligere på ugen forundring over Leicester salg af Kasper Schmeichel, og forud for lørdagens kamp mod Aston Villa har Brendan Rodgers kommenteret Schmeichels exit.

- Det er kollektivt, det handler ikke om en enkelt spiller. Vi burde have vundet kampe, men jeg kan fornemme spillernes følelser, sammenhold og holdånd. Men vi er nødt til at bruge de ting til at levere stabilt i kampene, lyder det således fra Brendan Rodgers. 

Mens Kasper Schmeichel altså er savnet i Leicester, så er den danske landsholdsmålmand måske på vej ude i kulden i Nice. Den historie kan du læse mere om HER.