Video : Tipsbladet
Serie A

Ibrahimovic garanterer: Det bliver voldsomt

Zlatan Ibrahimovic slår nu fast, at folk godt kan begynde at forberede sig på hans comeback.

Zlatan Ibrahimovic har rundet de 40 år og sidder i øjeblikket ude med en alvorlig knæskade, men den svenske stjerne går absolut ikke med planer om at lægge støvlerne på hylden. 

Det slår Ibrahimovic nu fast i et interview med La Gazzetta dello Sport, hvor AC Milan-veteranen er blevet spurgt, hvad der kan få ham til at stoppe karrieren. 

- Jeg stopper min karriere, hvis jeg ser en spiller, der er bedre end mig. Men det har jeg stadig ikke set, lyder det således fra Ibrahimovic.

- Jeg er arrogant. Jeg har ingen frygt.

Zlatan Ibrahimovic understreger i interviewet endvidere, at han hver eneste dag arbejder på at komme tilbage på banen. Og svenskeren lover, at det bliver storslået, når han vender tilbage til grønsværen.

- Når jeg vender tilbage, så vil det blive mærket. Det kan du regne med. Det bliver voldsomt, lyder det således fra svenskeren, der først ventes klar igen i 2023. 

AC Milan var onsdag i aktion uden Zlatan Ibrahimovic, da de italienske mestre slog Dinamo Zagreb med 3-1 i Champions League. Simon Kjær sad på bænken i hele opgøret.