Video : Tipsbladet
Landshold

TV 2 beklager nedbrud: Udbetaler ikke erstatning

TV 2 lægger sig fladt ned og beklager det nedbrud, TV 2 Play kortvarigt var ramt af under torsdagens landskamp.

Det danske landshold spillede i sort torsdag aften mod Kroatien. På samme tid gik TV 2 Play også i sort.

Streamingtjenesten, som viste Danmarks landskamp fra Zagreb, var nede i en periode i første halvleg, og det medførte naturligvis mange utilfredse seere, som gik glip af en del af kampen, før problemerne blev fikset. 

Over for Ekstra Bladet beklager Cathrine Kier, som er kommunikationsdirektør for TV 2, de udfordringer, der var. 

Hun fortæller, at TV 2 Play er gået over til en ny videoplatform, og at der opstod tekniske udfordringer, da mange seere var på samtidig. Cathrine Kier understreger, at man vil gøre alt, hvad man kan for, at lignende problemer ikke opstår under VM-slutrunden. 

Hun fastslår desuden, at der ikke vil blive udbetalt en erstatning til de brugere, som var ramt af nedbruddet torsdag aften.

- Nej, det gør der ikke. Vi var hurtige til at få lagt det her livestream ud. Jeg tror, at det var maks 20 minutter, at vi havde problemer. Det var også 20 minutter for meget, siger Kier til Ekstra Bladet og slår fast, at TV 2 heller ikke har tænkt sig at sænke prisen på TV 2 Play.

På søndag møder Danmark de forsvarende verdensmestre fra Frankrig i Parken - her må man håbe på en bedre aften for både TV 2 Play og det danske landshold, der tabte 1-2 til Kroatien.