Video : Tipsbladet
Premier League

Han kan afløse De Gea som Uniteds førstemålmand

David de Gea kan meget vel være færdig i Manchester United til sommer, hvor en engelsk målmand kan afløse spanieren på Old Trafford.

Udgifterne til lønninger er løbet løbsk i Manchester United, og derfor overvejer den engelske klub nu at sige farvel til David de Gea til sommer. 

Sådan lyder det i hvert fald fra The Telegraph, der skriver, at Manchester United lige nu tøver i forhold til at forlænge målmandens kontrakt, der udløber i 2023.

Manchester United brugte omtrent 3,2 milliarder kroner på lønninger i sidste sæson, hvilket er rekord i Premier League, og David de Gea er med sin løn på 2,9 millioner kroner om ugen en af de bedst betalte spillere i Manchester United. 

David de Gea runder de 32 år i begyndelsen af november, og ifølge The Telegraph overvejer Manchester Uniteds sportslige ledelse derfor, om spanieren skal være en del af den langsigtede planlægning. 

Ifølge The Telegraph kan Everton-målmanden Jordan Pickford blive et emne i Manchester United, hvis Christian Eriksens klub vælger at sige farvel til David de Gea til sommer. 

Manchester Uniteds lønudgifter er steget med over 19 procent i forhold til året forinden, og ifølge The Telegraph skal forklaringen findes i indkøbene af Cristiano Ronaldo, Jadon Sancho og Raphaël Varane, der alle er blandt de bedst lønnede i Premier League.