Video : Tipsbladet
Rygter

Avis: De kræver 300 millioner for dansk stjerne

Ifølge B.T. følger Arsenal stadig Jesper Lindstrøm tæt, men Eintracht Frankfurt kræver angiveligt knap 300 millioner kroner for den tidligere Brøndby-spiller.

Jesper Lindstrøm er flyvende i Bundesligaen for tiden, men den danske landsholdsspiller kan snart være fortid i tysk fodbold. 

Tilbage i slutningen af september skrev Bild således, at Arsenal er interesseret i Lindstrøm, og ifølge B.T. følger Premier League-klubben stadig den tidligere Brøndby-spiller tæt. 

Arsenal får dog ikke Jesper Lindstrøm billigt, forlyder det. Ifølge B.T. vurderer tyske kilder således, at Eintracht Frankfurt vil kræve knap 300 millioner kroner for den 22-årige Lindstrøm, der har en kontrakt frem til 2026. 

B.T. understreger, at Arsenal stadig ikke er kommet med en konkret henvendelse, og Eintracht Frankfurt siges at være afvisende overfor et salg til januar. Til gengæld skulle Bundesliga-klubben ikke være afvisende overfor et salg af Lindstrøm til næste sommer.

Eintracht Frankfurt betalte 52 millioner kroner for Jesper Lindstrøm, da man hentede ham i Brøndby i sommeren 2021.