Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: OB jagter svensk stjerneskud

Ung svensk midtbanespiller er i søgelyset hos OB.

Halmstads BK har haft en forrygende sæson anført af unge Kazper Karlsson.

Den 17-årige midtbanespiller har hjulpet klubben med at rykke op i Allsvenskan i denne sæson, hvor han særligt i den sidste halvdel af sæsonen har været en af Halmstads store profiler.

I sommeren 2021 blev Kazper Karlsson flyttet til klubbens førstehold, og allerede i denne sæson har han fået sit store gennembrud. Derfor er interessen for ham også stor.

Helt konkret så er AIK og OB ude efter svenskerens underskrift. Det skriver Fotbollskanalen ifølge Hallandsposten.

- Jeg har hørt en lille smule. Det er ikke noget, jeg fokuserer på. Hvis de kontakter HBK, så kan de tale, for jeg koncentrerer mig om min fodbold, siger Kazper Karlsson om den formodede interesse.

Interessen fra OB giver umiddelbart også god mening, da de står til at miste Armin Gigovic på den centrale midtbane ved årsskiftet. Lykkes det ikke at forlænge opholdet med Gigovic, så er det ikke utænkeligt, at OB kigger efter en ny central midtbanespiller.

Noget kunne tyde på, at Kazper Karlsson er en af dem man i OB har på blokken. Midtbanespilleren har optrådt 17 gange for Halmstads BK i denne sæson. Han kan få sin kamp nummer 18 i weekenden, hvor man spiller sæsonens sidste ligakamp.

Halmstads BK er dog sikre på oprykning til Allsvenskan i næste sæson, da man ikke længere kan overhales bagfra.