Video : Tipsbladet
Landshold

Spår Superliga-stjerne mulig billet til VM

Fem pladser er fortsat åbne i Kasper Hjulmands VM-trup.

21 ud af 26 mand har Kasper Hjulmand bedt om at pakke kufferterne til VM i Qatar.

Fem pladser er fortsat i spil, hvoraf en af dem er målmandsposten, hvor landstræneren indtil videre har udtaget Kasper Schmeichel og Oliver Christensen.

Frederik Rønnow lignede den sidste brik i landsholdets målmandskorps, men han er havnet i skadesproblemer. Hans deltagelse danser i det uvisse, hvorfor Kasper Hjulmand kan blive nødsaget til at kigge på alternativer.

- Jeg synes, at han [Mads Hermansen, red.] er en dygtig keeper, men der er stor konkurrence. Mit bedste bud er, at Frederik Rønnow står øverst, hvis han ellers bliver klar. Det vil være mit umiddelbare bud og mon ikke, at det er det man venter på at se, om han bliver. Hvis ikke Frederik bliver klar, så tror jeg, at Mads er i spil, siger Niels Frederiksen.

Selvom Brøndby-cheftræneren tror på, at Mads Hermansen er i spil til Kasper Hjulmands VM-trup, så har landstræneren formentlig flere kandidater i spil. Jonas Lössl har prøvet det før, hvilket vejer tungt for Hjulmand.

Niels Frederiksen håber dog på, at Mads Hermansen får chancen for også at opleve en slutrunde, selvom han vil være reserve bag Kasper Schmeichel.

- Det er godt for vores spillere at være udtaget til landsholdet. Der er ingen tvivl om, at de kan få meget ud af at spille en slutrunde, så det ville garanteret passe Mads bedre end mig, men det ville stadigvæk være fint. Det håber jeg for ham og for den sags skyld alle vores spillere.

I første omgang drejer det sig for Mads Hermansen om, at færdiggøre Superliga-sæsonen med en sejr. Det foregår søndag på Brøndby Stadion, hvor Viborg FF kommer på besøg.

Mads Hermansen har endnu til gode at blive udtaget til A-landsholdet. Han er anfører U21-landsholdet, som han har repræsenteret ni gange.