Video : Tipsbladet
Superliga

Morten Bruun: Her rangerer Niels Frederiksen

Hvor rangerer Niels Frederiksen på listen over Brøndby-trænere? Morten Bruun giver sit bud.

Store trænere er kommet og gået i Brøndby IF i tidens løb - nu kan endnu et navn føjes til listen over "tidligere trænere" på den københavnske Vestegn.

Mandag er Niels Frederiksen blevet fyret i kølvandet på en skuffende efteårssæson med dårlige resultater i Superligaen og tidlige exit i både pokalen og Europa. Fynboens navn vil dog for altid stå som noget særligt i Brøndbys historie alene af den grund, at han førte de blå-gule til et mesterskab på et tidspunkt, hvor ingen forventede det.

Så hvor rangerer Niels Frederiksen på den lange liste af Brøndby-trænere? Det har Tipsbladet spurgt TV 2's fodboldekspert Morten Bruun om.

- Kan han snige sig ind i top 5? Argumentet for at have ham med i top 5 skal jo være, at han blev mester med et materiale, som var væsentlig dårligere end på noget tidspunkt nogen anden mestertræner i Brøndby har vundet.

- Tom Køhlert, Ebbe Skovdahl og Morten Olsen er urørlige, som jeg ser det på hver sin måde. Morten Olsen fik dem altså i semifinalen i UEFA Cuppen, og de to andre er også urørlige.
Så det bliver et temperamentspørgsmål, om det er Michael Laudrup, Niels Frederiksen eller Alexander Zorniger.

- Zornigers tid var jo også fantastisk på nogle områder. Jeg kan jo godt lide at vurdere store trænere på det antal titler, de har vundet, og det vil jo altid komme til at martre Alexander Zornigers eftermæle i Brøndby, at de ikke vandt det mesterskab. De vandt en pokaltitel, og det var jo også fint, og så var der en enorm begejstring omkring holdet.

- Men det er jo svært at bebrejde Niels Frederiksen, at der var corona, for der ville jo være den samme vanvittige begejstring omkring det her hold, hvis de havde måtte tage tilskuere ind før til allersidst.

- Så er der Michael Laudrup, som måske er lidt svær at rubricere, for både Laudrup og Zorniger fik langt bedre betingelser end Niels Frederiksen.

- Så hvis jeg må komme med et vattet svar og sige en delt fjerdeplads med de to andre, så skal det være det, lyder det fra Morten Bruun.

Det er stadig uvist, hvem der bliver ny cheftræner i Brøndby IF, men klubben har god tid til at lede efter den rette afløser for Niels Frederiksen. Superligaen sparkes første i gang igen i midten af februar.