Video : Tipsbladet
VM

Forlod VM på en båre: Nu giver de uhyggelig status

Saudiarabisk medie giver en opdatering på Yasser Al Shahrani, der efter en voldsom kollision måtte bæres fra banen mod Argentina.

Saudi-Arabien leverede en af VM historiens største sensationer, da de besejrede Argentina med 2-1 tirsdag.

Selvom Saudi-Arabien kunne juble over en sensationel sejr, så blev de også ramt af en grim forskrækkelse i dommerens overtid, hvor Yasser Al Shahranis ansigt kolliderede med sin egen målmand Mohammed Al-Owais knæ.

Yasser Al Shahrani lå livløs med ansigtet i jorden, mens han modtog behandling i flere minutter. Hele verden holdt vejret, mens behandlingen af Al Shahrani stod på.

Nu giver det saudiarabiske medie Gulf Today så en opdatering på Al Shahranis skrækskade.

De fortæller, at røntgenbillederne viste en brækket kæbe og flere andre frakturer i ansigtet på Yasser Al Shahrani. Derudover havde han brug for et hurtigt kirurgisk indgreb på grund af indre blødninger.

Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed Bin Salman, beordrede, at Yasser Al Shahrani skulle hastes til Tyskland i et privatfly, hvor behandlingen af skaden skulle foregå.

Venstre backen kommer ikke i aktion mere under VM, heller ikke selvom Saudi-Arabien skulle gå videre fra gruppen. Der venter fortsat to hårde opgaver mod Polen og Mexico, hvor Saudi-Arabien skal forsøge at holde drømme om videre avancement i live.

De topper deres gruppe med tre point, da Mexico og Polen spillede uafgjort i gruppens anden kamp.