Video : Tipsbladet
VM

Dansk lejr begræder Thomas Delaneys farvel

Thomas Delaney er ude af VM, og det bliver modtaget med enorm ærgrelse af hans holdkammerater.

Tipsbladet i Qatar

VM har kostet sit første danske offer. 

Thomas Delaney måtte udgå med en skade i åbningskampen mod Tunesien, og han bliver ikke klar til flere kampe ved slutrunden, hvorfor han meget snart forlader danske lejr i Qatar. 

Midtbanespilleren har været en fast bestanddel af startopstillingen under Kasper Hjulmand, og han er et vellidt medlem af truppen, så Delaneys mørke lokker vil blive savnet af holdkammeraterne. 

- Han fylder meget, og han er en klassefyr. Han har altid en sjov kommentar klar, og han har været god til at tage imod de unge, som jeg selv er én af. Så vi kommer helt sikkert til at savne ham, men sådan er fodbold engang imellem, og vi har andre, der kan overtage pladsen, siger Jesper Lindstrøm.

Han bakkes op af Andreas Christensen, der også begræder Thomas Delaneys tidlige VM-exit.

- Først og fremmest føler jeg med Delaney, det er så bittert at få taget den her drøm fra sig i den første kamp. Jeg kan sætte mig i hans sted, siger Barcelona-stjernen og tilføjer om Sevilla-spillerens betydning på banen:

- På banen er han rigtig god til at styre presset. Udover selv at være en fantastisk presspiller, kan han også dirigere, så det fungerer endnu bedre. Han meget dynamisk, så han er allerbedst, når han kan bruge sin dynamiske måde på at dække banen. Vi så også mod Frankrig senest, hvor vigtig han er på standardsituationer.

Der venter 31-årige Thomas Delaney fire ugers genoptræning, meddelte DBU onsdag.