Video : Tipsbladet
VM

Afviser fransk spin: Det sker ikke

Danmark møder lørdag Frankrig, og forventningen i Frankrig er tre point.

Efter kun at have fået uafgjort mod Tunesien skal Danmark gerne have point mod det franske landshold lørdag eftermiddag, da man så bevarer en god mulighed for at gå videre inden sidste gruppekamp mod Australien.

Men det franske landshold bliver bestemt ingen nem opgave for Danmark, selv om Danmark faktisk har slået Les Bleus to gange i Nations League i 2022. 

For med en sejr vil Didier Deschamps landshold være sikker på at gå videre fra gruppespillet og vil altså være i stand til at hvile spillere i sidste runde i gruppespillet mod Tunesien.

Derfor regner journalist Gregory Pras fra Canal+ med, at Didier Deschamps stiller med det tunge kavaleri mod Danmark.

- Den første kamp mod Australien var god med fire mål, så jeg tror ikke, at Didier Deschamps kommer til at lave en masse om. Han vil vinde. Den eneste ændring bliver nok Raphael Varane, for han er blevet klar, og han er chefen i forsvaret, siger Gregory Pras fra Canal+.

Én anden ændring skal der dog laves, da Lucas Hernandez er blevet alvorligt skadet, så Frankrig skal starte med en anden venstre back fra start mod Danmark. Det var hans bror, Theo Hernandez, der blev indskiftet og passede backen mod Australien.

Dermed kommer en spekulativ tanke omkring Eduardo Camavinga næppe til at ske - nogle spår, at han kan starte som venstre back mod Danmark.  

- Jeg tror, at Theo Hernandez spiller. Camavinga har spillet der i træningskampe, men det var kun for at prøve noget, hvis der kommer en skade til Theo Hernandez ved VM. Så det bliver Theo Hernandez. Men med Didier Deschamps kan man aldrig helt vide det, tilføjer Gregory Pras.

Der er kampstart mellem Frankrig og Danmark klokken 17.00 lørdag. Du kan se interviewet med den franske journalist fra Canal+ i videoen øverst til denne artikel.