Video : Tipsbladet
Bundesliga

Jonas Wind-konkurrents kontrakt rives over

Den danske angriber kan efter VM-slutrunden se frem til en konkurrent mindre i offensiven.

Jonas Wind har været plaget af skader i dette efterår, men når han vender retur til Wolfsburg kan han igen se frem til at spille en prominent rolle i angrebet hos Bundesliga-klubben.

Den danske angriber kan tilmed se frem til, at Wolfsburg er en mand mindre i offensiven, når han vender retur.

For Wolfsburg oplyser på klubbens hjemmeside, at den og Max Kruse er blevet enige om at ophæve den aftale, der ellers stod til at løbe ud til sommer. Dermed kan den rutinerede angriber se frem til at bruge januar på at finde sig en ny arbejdsgiver.

- I åbne og ærlige diskussioner blev vi enige om, at denne løsning er bedst for alle involverede. Vi ønsker Max alt det bedste for fremtiden, siger sportsdirektør Marcel Schäfer til klubbens hjemmeside.

Kruse, 34 år, har 14 landskampe for Tyskland på cv'et. Han har spillet i Wolfsburg siden januar, hvor han kom til klubben fra Union Berlin i en transfer, der menes at have kostet klubben lidt mere end 35 millioner kroner.