Video : Tipsbladet
Superliga

Transferplanen: Det må være afgørende for OB

Skal der købes spillere, og skal der sælges? Tipsbladet analyserer frem mod transferdeadline de 12 Superliga-klubbers transferplaner i januar. Her retter vi fokus mod OB.

Nedrykningsspøgelset var enormt i OB i begyndelsen af sæsonen, men siden da har Andreas Alm i den grad fået styr på sit mandskab. 

Fodboldklubben fra Fyn har således ikke tabt i de seneste ni Superliga-kampe og indtager lige nu femtepladsen. 

Den gode periode skyldes naturligvis, at flere af spillerne har hævet deres niveau. Det har medført interesse for flere profiler, og Issam Jebali og Armin Gigovic er fortid i OB. Derfor må Bjørn Wesström og kompagni kigge på forstærkninger til førsteholdstruppen. 

Vi sætter frem mod transferdeadline fokus på alle 12 Superliga-holds transferbehov – denne gang er der fokus på OB. 

Vinterens tilgange
Musa Juwara (Lejet i Bologna)

Vinterens afgange
Issam Jebali (Gamba Osaka)
Armin Gigovic (FC Midtjylland)
Jonathan Khemdee (Ratchaburi FC)
Kasper Larsen (MOL Fehérvár FC)

Kommende kontraktudløb
Jeppe Tverskov (30. juni 2023) 
Omar Jebali, lejeaftale (30. juni 2023) 
Jørgen Skjelvik (30. juni 2023) 
Armin Gigovic (31. december 2022) 
Aron Thrandarson (30. juni 2023) 
Mohamed Kanté, lejeaftale (30. juni 2023)

Her kan der sælges
Inden vinterens transfervindue havde OB to store salgsemner - Issam Jebali og Yankuba Minteh. Nu er førstnævnte solgt, og selvom det er fristende at tjene en masse penge på sidstnævne, må det være afgørende for Bjørn Wesström at holde ham minimum til sommer. 

Ellers ser OB meget, meget sårbare ud. Kontrakten mellem 18-årige Yankuba Minteh og OB løber frem til sommeren 2024. 

Allerede i slutningen af 2022 sagde Bjørn Wesström i et interview med Tipsbladet, at der er interesse for Yankuba Minteh. Siden har flere medier i Italien skrevet, at Udinese har Superliga-kometen på blokken. 

Her kan der købes
Andreas Alm havde et velfungerende hold i efteråret, men historien er nu en helt anden, da Armin Gigovic og Issam Jebali er fortid i Ådalen. OB ser fornuftige ud i den defensive del af spillet med Andreas Hansen som sidste skanse. 

Og selvom Issam Jebali var vigtig, så har striberne fortsat en masse kvalitet fremme på banen med Bashkim Kadrii og Yankuba Minteh. 

Derfor må det være en spiller til den centrale midtbane, som OB leder efter. Særligt når vi tager in mente, at Jeppe Tverskov har kontraktudløb til sommer. 

Det må være et godt tidspunkt at købe en eller to forstærkninger til den position, som kan spilles ind på holdet i løbet af foråret, mens Alasana Manneh ligeledes kan få endnu flere chancer. 

Citat
Som skrevet længere oppe gav Bjørn Wesström et interview til Tipsbladet for nogle uger siden. Her fortalte han, hvad der skal til, for at Yankuba Minteh kan blive solgt. 

- Der findes lidt interesse for Minteh. Så længe han spiller i Superligaen, er det for OB. Hvis han skal videre, skal det være til en højere rangeret liga end Superligaen. 

Nøglepersoner
Andreas Alm, cheftræner
Bjørn Wesström, fodbolddirektør
Niels Thorborg, ejer