Video : Tipsbladet
Landshold

Medie: Benzema kan gøre comeback på én betingelse

Karim Benzema er angiveligt ikke nødvendigvis færdig på det franske landshold.

Karim Benzema er færdig som fransk landsholdsspiller. Eller er han?

Mandag meddelte Real Madrid-superstjernen via det sociale medie Instagram, at han og landsholdets historie er slut, efter at han har spillet 95 landskampe med 37 mål til følge.

Men nu forlyder det alligevel, at han ikke nødvendigvis er helt færdig i den franske landsholdstrikot. Benzema kan ændre sin beslutning, hvis Zinedine Zidane afløser Didier Deschamps som fransk landstræner, skriver Foot Mercato.

Det sker, efter at der har været meldinger om store problemer i forholdet mellem Deschamps og Benzema under VM.

Blandt andet skrev L’Equipe forleden, at 35-årige Benzema havde afbrudt al kommunikation til den franske stab, heriblandt Deschamps, efter den behandling, han modtog efter at være blevet skadet

Deschamps har kontraktudløb denne vinter, og det ventes, at hans fremtid bliver afklaret ved et møde med det franske fodboldforbund i den kommende tid. Så det er langt fra sikkert, hvad der skal ske på trænerposten for Frankrig, men hvis han smutter, ventes Zidane at være et varmt bud på en afløser.