Video : Tipsbladet
Landshold

Medie: De vil hente Mourinho gennem kreativ plan

Det portugisiske fodboldforbund arbejder angiveligt på en kreativ plan til at gøre José Mourinho til ny landstræner for Portugal.

Portugal står uden en landstræner efter Fernando Santos' exit, og i de seneste uger er José Mourinho blevet nævnt som det portugisiske fodboldforbunds førsteprioritet. 

Den 59-årige Mourinho er dog ansat i AS Roma, hvor han har en kontrakt til 2024, og det er umiddelbart svært at forestille sig, at portugiseren vender romerne ryggen her midtvejs i sæsonen. 

Ifølge L'Equipe pønser det portugisiske fodboldforbund dog på en kreativ løsning til at få José Mourinho ind i folden. 

Den franske avis skriver således, at forbundspræsident Fernando Gomes, der har et godt fohold til José Mourinho, vil forsøge at få en slags 'lejeaftale' i stand, således at den tidligere Real Madrid-træner kan stå i spidsen for Portugal til EM-kvalifikationskampene mod Liechtenstein og Luxembourg til marts. 

Herefter er forhåbningen, at man kan købe José Mourinho ud af det sidste år af portugiserens kontrakt med AS Roma, således at trænerlegenden kan stå i spidsen for Portugal ved EM-slutrunden i 2024. 

Tidligere på ugen skrev The Telegraph, at José Mourinho overvejer muligheden for at blive portugisisk landstræner, men at den tidligere Manchester United-boss angiveligt er i tvivl om, hvorvidt han har den rette personlighed til at være landstræner.