Video : Tipsbladet
Ligue 1

PSG-angriber blev et andet menneske i Danmark

Fransk angriber lærte rigtig meget om sig selv i løbet af sin tid i Superligaen.

For et år siden landede franske Hugo Ekitike i Superligaen, da han blev udlejet fra Reims til Vejle Boldklub.

I sommeren 2021 tog den franske angriber afsked med Danmark, og nu spiller han så i Paris Saint-Germain. "Det kan gå stærkt i fodboldverden" er en klassisk floskel, men den passer ikke desto mindre på Hugo Ekitike.

For efter sit ophold i Vejle Boldklub drog han retur til Reims, og her så han sig ikke tilbage. Han satte et helt forrygende efterår sammen, som fik PSG overbevist om at give ham chancen sidste sommer.

Skiftet på en sæsonlang lejeaftale til PSG var aldrig kommet i stand, hvis ikke det var for Ekitikes tid i dansk fodbold. Det halve år i Vejle Boldklub ændrede rigtig meget for den 20-årige angriber.

- Jeg ankom om vinteren, og det var koldt. Jeg kendte ingen, og det ændrede mig fuldstændig. Det var der, at jeg opdagede ting om mig selv, livet og om andre mennesker, siger Hugo Ekitike til PF og fortsætter.

- Det var en rigtig hård oplevelse. Jeg kom stærkere ud af det, og det hjalp mig. Jeg har kendt til komplicerede situationer. Jeg lærte om modstandskraft og tålmodighed. Jeg tror, grunden til at jeg er, hvor jeg er i dag, er på grund af den her passage.

Hugo Ekitike nåede i løbet af sit halve år i Superligaen at score tre gange i 11 optrædener for Vejle. Det var ikke fordi, at han brændte banen af i Superligaen, men det gjorde han til gengæld efter sin retur til Reims, som han er på kontrakt hos frem til 2024.

I PSG er konkurrencen om pladserne i front anderledes hård, da han skal slås med Lionel Messi, Kylian Mbappé og Neymar om spilletiden. Alligevel har han fået flere indhop, hvor det også er blevet til to scoringer i Ligue 1.

I afspilleren ovenfor kan du se hans tre scoringer fra tiden i Vejle Boldklub.