Video : Tipsbladet
Premier League

Transfer: Newcastle jagter tre Chelsea-spillere

Klubben fra det nordøstlige England er klar til at slå til i januarmarkedet.

De har handlet godt ind i de sidste to transfervinduer, men indtil videre har der været ganske stille fra storsatsende Newcastle United fra det nordøstlige England.

Men det kan måske snart ændre sig.

Klubben købte for et år siden Bruno Guimaraes, der har vist sig at være en af Premier Leagues bedste spillere, og den dygtige back Kieran Trippier, og i sommer hentede man så Sven Botman, Nick Pope og Alexander Isak, hvor især de to førstnævnte har været fremragende indkøb for The Magpies.

Ifølge The Telegraph er Newcastle United nu ved at gøre klar til at handle. 

Der er financial fair play-regler, som skal overholdes, men ifølge avisen har Newcastle United øjnene rettet mod London og Chelsea FC.

Her er der flere dygtige spillere, som ikke helt får den spilletid, de ønsker, og ifølge mediet er der interesse i tre spillere fra Newcastle Uniteds side.

Chelsea har brugt januar på at købe Mykhailo Mudryk og Benoit Badiashile, mens man har lejet Joao Felix i Atletico Madrid, og avisen skriver, at Newcastle United lurer på de to engelske midtbanespillere Conor Gallagher og Ruben Loftus-Cheek, og så har Eddie Howes tropper også et godt øje til marokkanske landsholdsprofil Hakim Ziyech, der kan dække flere af de offensive pladser og ikke spiller meget i Chelsea.

Newcastle har tidligere været meget interesseret i Loftus-Cheek, og da Jonjo Shelvey er ude med en ny skade, er der brug for gardering på midtbanen. Også Bruno Guimaraes udgik i weekenden med en ankelskade.

En anden spiller, som Newcastle viser interesse for, er den skotske midtbanespiller Scott McTominay fra Manchester United. Efter Erik ten Hag har købt Casemiro, er det ikke meget, skotten har spillet.

Newcastle United ligger på en overraskende tredjeplads i Premier League i denne sæson og har bare tabt en enkelt gang.